Jeg husker rådet fra min veninde som kendte en der også havde været igennem et langvarigt forløb med hjernerystelse. “Sig til Rikke at hun nok skal blive rask. Hun skal blive ved med at tro på det. Hun bliver rask igen” lød budskabet.
På det tidspunkt var det svært. For der sad jeg. Tårer i øjnene. Slået skak-mat. Kunne overhovedet ikke genkende mig selv. Magtede jo nærmest ingenting. Var grådlabil og enhver lille udfordring slog mig ud af kurs. Nogle gange blev jeg i tvivl om jeg havde fået en depression oveni hjernerystelsen.
Men det til trods, blev jeg ved med at tro på at det nok skulle blive bedre. Brugte latterøvelser på mine gåture – ha ha ho ho ho – og bildte min hjerne ind at jeg havde det godt! Smilede når jeg gik ture selvom der intet var at smile af,men var overbevist om, at den positive psykologi, som vel var det jeg dyrkede, ville gøre et eller andet godt. Men det ER mærkeligt at gå og smile, grine “på en fake måde” og samtidig have den vildeste hovedpine og endnu mere skørt, have tårer der triller ned af kinderne. Men det fede var, at det ofte lettede. Gjorde godt. Så rådet herfra er – smil! Grin. Fake it ‘til you make it. Selv når der intet er at smile af. Prøv det. Og vigtigst af alt, bliv ved med at tro på det.
Når videnskaben halter, er det troen som vi kan læne os op af. Sjældent har jeg bedt til så mange højere magter og skabere som under mit 2 1/2 år lange sygdomsforløb. Og sjældent har mine børn søgt muligheder for at se stjerneskud så aktivt, som da jeg var allermest sløj. Tro, håb og kærlighed har fået en helt ny dimension i mit liv. Det er muligvis en af gaverne fra en livskrise
