Der gik alt for mange dage fra jeg slog hovedet til jeg tog signalerne seriøst. Jeg gik på arbejde i fem dage efter faldet. Med en hovedpine som var støt stigende, en lettere kvalme/influenza-agtig tilstand, en osteklokke-følelse og mest skørt, mit syn blev dagligt værre og de fleste dage måtte jeg opgive at arbejde ved min skærm og printe materiale og mails ud i stedet for at læse det på papir. Bogstaverne fløj lidt mindre rundt på papiret på den måde.
På femte-dagen kom jeg hjem ved 18’tiden med en bragende migræne-agtig hovedpine og sagde til min mand at jeg gik direkte i seng. Næste morgen rejste han på cykelferie i Spanien og jeg startede, uvidende, mit livs største krise – alene hjemme med to børn.
Vi er nok mange som har prøvet at ignorere symptomer. Vi tager på arbejde, for det er jo det man gør… Hvad gør det om hovedet gør ondt, kroppen er svimmel eller tårerne presser sig på?
Vores krop er klog. Husk at lytte til den. Jeg kan ikke gå tilbage og ændre tiden. Men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke på om mit hjernerystelsesforløb ville have været anderledes – havde jeg bare lyttet. Da jeg først blev klar over at jeg havde fået en hjernerystelse, blev jeg bedre og bedre til at mærke mig selv og bruge kroppens signaler som en slags pejlemærke. Hvis jeg havde lavet for meget – kunne jeg være sikker på at symptomer tog til. Over tid lærte jeg at se disse signaler som kærlige beskeder fra min krop om at justere ind og passe på mig selv. Om at finde en balance.
Husk at lytte til din krops signaler. Det kan kun du. Man skal passe på sig selv.
