Jeg husker stadig den første dag jeg mødte op hos min neuropsykolog. Min mand kørte mig dertil og jeg sad med solbriller og kasket i bilen, og forsøgte at lukke alt ude. Jeg var blevet lys-sensitiv og havde også behov for at lukke af for alle “bevægelserne” fra omverdenen, fordi jeg fik kvalme når en bil overhalede os. Alle mine normale “filtre” var slidt ned og hjernen reagerede på alt. Det var ret ekstremt.
Jeg tror jeg tømte min neuropsykologs Kleenex-pakke den dag. Både fordi jeg var dybt ulykkelig og bange for “hvad der skulle blive af mig”, men også tårer af lettelse – over at blive forstået. Min neuropsykolog Stine skulle vise sig at blive en af de absolut vigtigste personer på min vej tilbage.
Jeg husker at hun, i løbet af vores samtale, tegnede et fladt batteri på sit whiteboard. Story of my life. Jeg var drænet. Jeg forstod ikke hvordan jeg kunne være så drænet – jeg lavede jo ingenting. Var sygemeldt og min mand tog sig af alt derhjemme. Det var her jeg begyndte at lære om røde, gule og grønne aktiviteter og hvor meget energi de tager/giver.
Når man er der hvor jeg var – rent batterimæssig – skulle størstedelen af de ting jeg lavede være grønne aktiviteter. Helst ikke mere end 1-2 røde aktiviteter om ugen og ganske få gule. Samtale med psykolog, indkøb, øjentræning, behandlinger, lægebesøg, samtale med kommune, samtale med bekendte, og familietræf er alle eksempler på røde aktiviteter Og de grønne var og er f.eks. blide meditative aktiviteter, et par restorative yoga øvelser derhjemme, en kort gåtur, og let havearbejde og de gule var det “ind imellem” såsom at tømme en opvaskemaskine.
Energistyring og brugen af ovenstående hjalp mig rigtig meget. Hjalp med at mærke efter hvad der tog og gav, og til at skrue op eller ned. Husk at mærke efter hvor mange procenter der er på dit hjernebatteri. Og vær bevidst om hvad der sluger på batteriet og hvad der fylder det op. Husk at passe på dig selv.
